Moster Maren og fremskridtet

Egon Clausen har vandret gennem sit barndomsland. Det er blevet en fodrejse fuld af skæve vinkler, gode historier, men også af uløselige dilemmaer

Karen Syberg, Information 22. april 2010

Føj et ‘j’ til Egon Clausens barndomsby, Hemmet, og man har fat i, hvad der driver ham. Tidligere skrev han i Min far så engang en engel fremragende erindringslitteratur, hvor han med varme og indforståethed skildrede sit indremissionske barndomsmiljø, og hvad der havde formet det - til trods for at han selv har gjort oprør mod snæversynet og den sociale kontrol og personligt nærer ganske andre anskuelser end det vestjyske barndomsmiljøs.

I sin nye bog, Fodrejse ad tilgroede spor, vandrer han til fods gennem barndomslandet. Nogen turistmagnet er det ikke, forstår man, og jernbanen mellem Nørre Nebel og Tarm er for længst nedlagt. Men nu bliver dens ‘tilgroede spor’, der har lagt skinner til titlen, Clausens fodsti.

Egnen mellem Nørre Nebel og Tarm er ukendt for de fleste udefrakommende, skriver Egon Clausen.

»Den er uden interesse, for her er aldrig sket noget, hedder det sig.«

Kopattesving

Men det passer bare ikke, fortsætter han. For det er den del af Danmark, hvor nogle af de største diskussioner om det danske land har bølget frem og tilbage, nemlig om landvinding, diger, klit og hedens opdyrkning, udretningen af Skjern Å og lignende kampe.

Det er disse kampe, Clausen så at sige gennemvandrer ved undervejs at undersøge, hvad egnens beboere har ment om de skiftende tiders initiativer. Vi får fine portrætter, fulde af lune, af jyske stridsmænd som husmand Lucas Peder Ovesen, der kom i Rigsdagen og sørgede for, at jernbanen kom til at slå et ‘kopattesving’ omkring hans egen landsby. Om Hans Høy Hansens far, der var imod landvindingen ved Ringkøbing Fjord, fordi det ødelagde hans jagt. Sønnen derimod ville drive landbrug og så sig nødsaget til at lave sin egen landvinding med en lille pumpestation.

»Det er han stolt af den dag i dag, og jeg forstår ham godt,« skriver Egon Clausen. Her er vi nået frem til nutiden, bogens ærinde og samtidig dens dilemma.

Ligesom i Min far så engang en engel mødes nemlig to uforenelige livssyn, og målet med bogen er ligesom i den foregående at give de folk, der bebor Clausens barndomsegn, en historie, »beånde egnen«, som han skriver.

Men i Fodrejse ad tilgroede spor sættes han også selv i et dilemma, der ikke er tilbagelagt på samme måde som i erindringsbogen.

To livssyn

Han kan skrive lunt og fortroligt om sin barndoms missionsfolk, ikke mindst om sin ‘kære, stærke, stride’ moster, Maren, for det er trods alt et tilbagelagt stadium. Han kan skrive om folkene i Bork, der købte den herregård, hvor de førhen havde været hovbønder, og hævede sig over det fordummede almuesind. Men i denne bog møder han nutiden, og dér blandes den oplysning, der førte til andelsbevægelse, fremsyn og enden på fæisk slid og slæb med modernitetens teknokratisk-økonomiske tankegang, som har ført store ødelæggelser med sig. En modsætning, der kommer i konflikt med Clausens egen indsigt. Selvfølgelig kan han se det - indimellem føler han sig kaldet til at understrege, at problemerne gælder for hele landet og ikke specielt Vestjylland - men den solidaritet og forståelse han oprigtigt føler, reddes ikke frelst igennem uden et par slugte kameler.

De to natursyn, der strides, stikordsagtigt: Landbrugets og naturgenopretingsfolkenes - ‘pip-folket’ kalder vestjyderne naturvenner - strides også i Clausen selv som en lang række modsætninger: provins over for ‘kjøwnhavnere’, fremskridt over for naturgenopretning, og - ikke mindst - bedrevidende, udefra kommende (stats)magt over for skik, brug og vedtagne opfattelser af godt og skidt.

I passager, især hvor det drejer sig om fortiden, som hvor han sidder og snakker vestjysk med slægtsforskere på Nr. Nebel bibliotek, kan han med eftertryk udbryde: »Her har hjertet hjemme«.

Men i andre passager bliver hans rejsebekendtskabers udsagn svære at sluge; han træder et skridt baglæns og griber til en neutralt rapporterende tone. Som hvor han står sammen med Martin Nielsen, en af de førende i kampen mod genopretningen af Skjern Å, og betragter dens genslyngede leje.

»Martin Nielsen ser på det hele med gru. For ham er det ødelagt landbrugsjord, … Martin var nemlig stolt af afvandingen af Skjern Å-dal,« refererer Egon Clausen loyalt. I solidaritet med Martin lader han imidlertid samtidig formuleringen ‘frugtbar agerjord’ løbe sig i pennen om landvindingerne omkring åen, og her taler han mod bedre vidende. Sandheden var jo, at jorden i løbet af en kortere årrække satte sig mere end en meter, så der på ny måtte pumpes and so on and so forth. Clausen skriver selv om ‘bivirkninger’, han nævner jordsætningen og okkerforureningen af Ringkøbing Fjord, men den ‘frugtbare agerjord’ står for hans egen regning.

Samtidig kan hans dilemma dog også give ham nye øjne. Mens han taler med Martin Nielsen, får han øje på den storslåede udsigt - fra toppen af den pumpestation, de står på! Den havde ‘pip-folket’ nok ikke opdaget.

Uspiseligt og smågenialt

Der er passager, som nærmer sig det uspiselige - hertil regner jeg besøget på en grisefarm, hvor Clausen indskrænker sig til at konstatere, at grisene ser ud til at have det godt - men der er også smågeniale passager, hvor hans skærpede blik iagttager fire årtiers parcelhusbyggeri ved Skjern Å-dal.

I 1960’erne og 1970’erne vender husene ryggen til åen (og markerne, selv om det var dem, det hele drejede sig om). I 1990’erne har man pligtskyldigst forsynet huset med en ugæstmild, nordvendt, forblæst altan med udsigt over ådalen, men i det 21. århundrede har man lavet en glasfacade fra kælder til kvist, så beboerne kan nyde åen uden at blive blæst på!

Meget af Egon Clausens skepsis over for moderne naturdyrkelse er velanbragt, og hans stadige fremhævelse af, hvad elektricitet og moderne materialer har betydet for forslidte mennesker ligeledes. For folk, hvis sangbog bød dem vers som »Arbejd i årle gry … arbejd ved middagstid … Arbejd, når sol går ned …«, må plastic og moderne maskiner have været en gave fra himlen. Men også Vestjylland er trådt ind i moderniteten, landbruget er i sin vel største krise nogensinde, og dets dage er formentlig talte, hvis det fortsætter sin nuværende kurs.

Det er en erkendelse, som rumler under det hele, men den falder uden for bogens ærinde og gør her og der dens forfatter spag i mælet over for sine landsmænds særegne blanding af traditionsbundethed og teknokratisk modernitet.

Når man alligevel må holde af bogen, skyldes det, at der over det hele hviler en ærlig anfægtelse og venlig tænksomhed, som man gerne følges med på sådan en fodrejse.