LITTERATUR Egon Clausen fortæller i "Fodrejse ad tilgroede spor" noget om Vestjylland, som man ellers ikke får at vide
DOBBELTBLIKPÅ VESTJYLLAND

AF CLAUS GRYMER, Kristeligt Dagblad 26. marts 2010

For østdanskerne et ukendt land. Hvad skulle de kende det for? Kedsommeligheden råder: den evige stilstand, som er død. Selv turistbro­churerne er mest tavse om egnen.

Vi er mellem Nørre Nebel og Tarm i Vestjylland sam­men med forfatteren Egon Claus en, der i "Fodrejse ad tilgroede spor" gør op med de herskende kliche-forestil­linger om det vestjyske og påviser, at virkeligheden er mere sammensat end som så. Rammen om bogen er hans vandring ad den for­længst nedlagte jernbane mellem de to nævnte byer. Undervejs opsøger han det oversete lands mange lige så oversete historier, blandt an­det ved at besøge museer, genbrugsbutikker, et nedlagt andelsmejeri og et missions­hus.

Clausen kaster et søgelys på Indre Mission, som han ved meget om.

Han kendte missionen, da den stod stærkt på stedet og finder, at den i dag tilsyneladende er ramt af "mental usynliggørelse". Via sin mo­biltelefon indhenter han en bekræftende ekspertudtalel­se, ifølge hvilken "de men­nesker, som i Dagens Dan­mark arbejder inden for tu­ristbranche, museer og lig­nende, har svært ved at se den indremissionske indfly­delse, selvom den ligger lige for snuden af dem". Histori­en om Indre Mission er for besværlig, også at gendrive. Så hellere tie om den. Det er det letteste.

Forfatteren er opvokset på egnen, som han i en alder af snart 70 gennemtraver. Han forlod den for mange år si­den og blev en del af storby­kulturen.

Som fortrolig fremmed har han ganske særlige forud­sætninger for at beskrive den verden, han begiver sig på genopdagelse i, og som han samtidig betragter udefra og indefra.

Dette dobbelte blik er bo­gens styrke.

Vist sker der noget på eg­nen.

Egon Clausen minder om, at vi er i en del af Danmark, "hvor nogle af de største dis­kussioner om det danske land har bølget frem og til­bage", kredsende om spørgsmål som: Hvad skal landet bruges til? Hvordan skal det se ud? Og hvem skal bestemme over det? Ifølge den alt andet end upartiske forfatter opfatter naturven­ner, turistforeninger og så­kaldte dannede mennesker

fra de store byer dagens Vest­jylland som "en trist station mellem fortid og fremtid". De vil have den tabte oprin­delighed tilbage.

Ligesom naturen skal gen­oprettes. For Clausen lyder disse visioner ikke spor uskyldige. For bagved, er­klærer han, gemmer sig magt, masser af magt, hvis hensigt er at lave landskabet om, så det "kommer til at ligne de forestillinger, man har om det egentlige vestjy­ske landskab og den ægte natur.

For dem, der bor i Vestyl­land, ser sagen anderledes ud.

Man mærker, at Clausen forstår dem, dog uden nød­vendigvis at være ukritisk. Forstår dem, der omfatter hjemstavnen gennem gene­rationer med stor kærlighed, forstår dem, for hvem egnen er mere, end hvad øjnene ik­ke ser: lyden af susende ve­stenvind gennem granhegn, duften af nyslået hø og min­der om slægt og venner. Nøj­somheden, det hårde fysiske arbejde, ligheden mellem mennesker.

Dertil den genstridige na­tur. Den skal aves. Smukkere end lyng, heder og klitter er dog, hævder snusfornuften, den dyrkede mark.

Egon Claus en ser de to ho­vedsynspunkter stå stejlt over for hinanden. Udfaldet tager form af blandt andet. dræning af enge, udtørring af søer, udretning af åer og bække, fredninger, natur­genopretninger samt anlæg­gelse af turistreservater.

"Fodrejse ad tilgroede spor" er en meget kompri­meret bog - med et væld af detaljer. Om egnen rar man virkelig noget at vide, som man ellers ikke rar at vide. Egon Clausen har et nært forhold ikke alene til egnens historie, men også til dens ånd.

Man kan fundere over, hvad han overordnet vil med bogen. Måske er målet vejen, den vej han går ad den ned­lagte jernbane. I øvrigt slut­ter bogen fortrøstningsfuldt, i taknemmelig undren over livets mangfoldighed - på en smuk forårsdag med driven­de skyer ved Skjern A-dalen, .der tager sig ud som en stor akvarel, "hvor den store me­ster har fundet en lykkelig balance mellem hengivelse og kontrol". Netop denne balance synes at være forfat­terens ideal.

grymer@kristeligt-dagblad.dk