Udvikling i udkanten

Anmeldelse. Flensborg Avis 19. juli 2010  

Hvad tænker de mon ude i den yderste udkant?

Egon Clausen er vandret gennem et stykke af den danske hverdags upåagtede landskaber. Han har fulgt sporene af en for længst nedlagt jernbane, der i sin tid gik fra Nørre Nebel til Tarm i Vestjylland.

Af Leif Kajberg

Vandring til fods er en oplagt mulighed for afkobling, adspredelse, forbedret kondi og »åndelig genopretning«.

Man behøver derfor ikke lede længe efter udsagn fra kendte forfattere, tænkere mv., i hvilke de priser vandringens lyksaligheder. Og lad os da bare lægge ud med at citere af en af de allerstørste, Søren Kierkegaard, der er ophavsmand til vendingen eller strøtanken: »Jeg har gaaet mig mine bedste Tanker til, og jeg kjender ingen Tanke saa Tung, at man jo ikke kan gaae fra den«.

Det er helende og helsende at færdes til fods, og selv om naturen mange steder trænges tilbage, selv om urbaniseringen med flere bebyggede zoner skrider frem, og selv om landskaber i fremskridtets navn gennemskæres af stadig flere veje, øges antallet af vandreruter. Vandreturismen er i vækst, og der udgives guidebøger og rutebeskrivelser. De trykte vandringsintroduktioner findes for eksempel i handy folde-ud format, og man kan undervejs konsultere dem og finde oplysninger om seværdigheder, kirker, kulturhistoriske særtræk m.m., hvis naturoplevelserne i sig selv ikke er nok, og hvis man vil væk fra den afmærkede og fastlagte sti.

Pilgrimsruter

Vil man længere væk, og søger man det spirituelle og meditative, og måske ligefrem nærkontakten til den religiøse dimension, kan man pakke rygsækken og ty til pilgrimsruterne. Eksempelvis den berømte til Santiago de Compostela i Spanien eller et nordligere delstræk i Norge. Men det dansk-tyske grænseland er selvklart også en mulighed: I dag kan man for eksempel gennemvandre 200 kilometer pilgrimsrute med start i Vejen, i Sønderjylland, og slutte af i Rendsborg. Og vil man have hjælp til turforberedelserne, så står Kruså Turistbureau klar i kulissen og tilbyder at sammensætte en Pilgrimspakke, som er skræddersyet til vandrerturistens ønsker.

Men hvem siger, at man skal færdes der, hvor naturforvalternes og fritidssektorens og turismens planlæggere har tegnet ruter og etableret stianlæg med tilhørende faciliteter? Man kan sagtens designe sit helt eget vandringskoncept: Man kan gå på asfalt, færdes i skove, på heder, på højderygge, følge vandløb, kombinere vej, sti og terræn helt uden banet vej eller sti. Man kan veksle mellem åbent landskab og bymiljøer. Valgmulighederne står jo i kø.

Uventede oplevelser

Selv kedelige og uænsede kulturlandskaber kan rumme det uventede og byde på oplevelser, når man bestemmer sig for at udforske dem, til fods. Gamle handelsveje, transportruter og for længst nedlagte jernbanestrækninger kan aflokkes spændende kulturhistoriske og -geografiske facetter. Man kan ligefrem gå i en nedlagt jernbanes tracé, altså på en strækning, hvor der stadig er spor og sveller, eller man kan følge en jernbane, som ikke længere eksisterer, og som ikke længere er umiddelbart synlig i terrænet i form af skinnelegeme, dæmninger, gennemskæringer, viaduktrester og lignende.

Og her har vi stikordet til en anderledes vandring i det vestjyske, som forfatteren og radiomanden Egon Clausen foretog og som er beskrevet i hans bog »Fodrejse ad tilgroede spor«, der er udkommet i år. Turens delstræk blev tilbagelagt på forskellige årstider: Sommer, efterår og vinter. De forskellige lokaliteter, som besøges på ruten, er nummererede og refererer til stationerne på den jernbane, der for en del årtier siden forbandt Nørre Nebel med Tarm. Banen blev indviet i 1913 og nedlagt i 1940. En ret kort levetid, må man sige.

Nørre Nebel, der stadig trafikbetjenes af »Newelgrisen« (Vestbanens lokaltog), er således 1. station, mens Tarm, som danner afslutningen på Clausens fodrejse, er 10. station. På bogens bagklap er gengivet et kortudsnit, som viser egnen mellem de to stationsbyer. Vi befinder os kort sagt i et udkantsområde, der er dømt uigenkaldeligt provins, og det får Egon Clausen til at reflektere over begrebet provins i det indledende afsnit. For en provins er jo så meget: Har man bopæl uden for hovedstadsområdet, er man provinsboer i geografisk forstand. Er pengene et problem, sidder man fast i en økonomisk provins. Er man nydansker, en af de »fremmede«, hører man uvægerligt til en etnisk provins, og hvis man er gammel, rubriceres man som en, der har hjemme i en aldersprovins. Men fælles for de forskellige former for provins er, ifølge Clausen , at man risikerer at miste magten over sin egen historie.

En rolig rytme

Det er godt at bevæge sig ved egen kraft under åben himmel. Kroppen og sindet finder fælles fodslag i en lang, rolig rytme. Og når vejret arter sig godt, kan man nyde sol og drivende skyer. Her er en vandrer, som virkelig har øjnene med sig, en professionel lytter og en eminent formidler, og som selvfølgelig udnytter sine journalistiske værktøjer undervejs.

Rent praktisk, for at kunne sammenligne landskabet da der var jernbane, og de skinneløse nutidsomgivelser, medbringer han både et målebordsblad af ældre dato og et landkort, der viser området, som det er i dag. Det gør det muligt at se, hvordan landskabet har ændret sig i tidens løb. Han falder i snak med folk i små landsbysamfund på stadiet af udvikling eller afvikling; han registrerer deres personlige historier og vurderinger af hvordan man holder sig oven vande i et lokalsamfund, som undertiden slås for at overleve i centraliseringens tidsalder. Og svært er det, for skoler lukkes, busruter nedlægges, og det lokale sygehus er sat til salg. I enkelte landsbyer kæmper dagligvarebutikker for deres eksistens. Men nogle steder slår nye erhvervsmæssige initiativer rod, for eksempel Sea West, et kæmpe feriecenter i Nørre Nebels opland, der skal fungere som turistmagnet. Men Egon Clausen giver også stemme til de kulturelle ildsjæle og hans blik indfanger samtidig fortiden, alt det gamle, forladte og udtjente, alt det, som er blevet mindesmærker over svundne tider og deres levevilkår og idealer.

Forsvundet og fallit

Clausen passerer det forsvundne teglværk, det nedlagte mejeri, det bortsolgte missionshus, hotellet, der gik fallit, og søen, som blev tømt for vand, da man formede et helt nyt landskab. Forfatteren dvæler ved husmandstilværelser på marginaljorder, der var ensbetydende med blod, sved og tårer, ufatteligt slid og undertiden en tragisk udgang. Tiden afspejlede landvindingens og hedeopdyrkningens ukuelige optimisme og det fremtidshåb, økonomisk og erhvervsmæssigt, der knyttede sig til den stærkt kontroversielle udretning af den vandrige Skjern Å. Åen skulle »lægges i lænker«, og ingeniører og lodsejere fik lys i øjnene ved tanken om den nye »vandmotorvej«. Udtalt knaphed på materielle goder modsvaredes til tider af åndelig vækst og religiøs opblomstring. Der var afsavn og afholdsbevægelse.

Men det gik tilbage for Missionen, og i dag er egnen rig på bordeller. Skjern Å før og nu er, viser det sig, en utrolig kompleks sag, og Clausens underfundige og kritiske dobbeltblik på Skjern Å-projektet får os til at indse, at naturvennerne (som de lokale nedvurderende kalder for »pip-folket«), ornitologerne, sportsfiskerne og miljøbureaukraterne ovre i København måske ikke sidder inde med den totale sandhed. Alligevel virker det som om at Clausen er lidt på bølgelængde med afdøde højskoleforstander Poul Erik Søe, Lønne, som - når han var på tur med sine skiftedags-deltagere - af og til lod bussen stoppe ved Skjern Å og lovpriste projektet med at give åen sine »naturlige« slyngninger tilbage. Afmagten og kritikken nedefra får dog i stigende grad mæle politisk, og netop i denne tid søger nye partidannelser som Focus og Fælleslisten at profitere af et folkeligt oprør i den vestlige og nordvestlige del af Jylland.

Spændende udkantsområde

Det er et meget spændende portræt af et udkantsområde, som Egon Clausen har lagt brikker til. Tonen er gennemgående nøgtern og usentimental. Clausen konstaterer, registrerer, funderer, reflekterer og fortæller. Han bliver ikke nedtrykt, når han ser forfaldet og stagnationen. Nostalgien holdes stort set fra døren, og han skoser ikke »udviklingen« og fremskridtet.

Svinebaroner, stordriftslandmænd og bestyrerne af de agrokemiske virksomheder portrætteres bestemt ikke usympatisk. Faktisk vinder disse ved nærmere eftersyn, for ofte er de bevidst om deres hjemstavns historie, slægterne, der gik forud og tog livtag med heden, og de kulturelle rødder. Højskolen og andelsbevægelsen er ofte med i den åndelige bagage.

Egon Clausen er gennemgående faktaobserverende og solidarisk lyttende, men selvfølgelig lader han sine meninger skinne igennem. For eksempel når han et sted hæfter sig ved skillelinjen mellem åndsliv på den ene side og erhvervsliv og teknologi på den anden. Indkøbscentre, grimme lagerhaller og snorlige kanaler synes kemisk renset for åndsliv og kultur. Og selvfølgelig kan han da lide at provokere lidt. Et sted i bogen, i beskrivelsen af Tarm (bare navnet), bliver han visionær og begynder at fabulere om, hvad byen kunne være, ideelt set: Centrum for et blomstrende kulturliv med Litteraturens Hus og litterær festival og frontløber for lokale bæredygtigt producerede fødevarer af høj kvalitet og meget mere.

Egon Clausen : Fodrejse ad tilgroede spor. København: Gyldendal, 2010.

Leif Kajberg er bibliotekar og bor i Bagsværd.