I mørkets og dødens skygge

De danske børn og deres mødre i Syrien er havnet i en rædselsvækkende situation. Rapporter fra fangelejrene bruger ord som helvede på jord. Ingen bør være i tvivl om, at der her er tale om mennesker der er havnet i den dybeste nød, men mens beviserne på deres lidelser tårner sig op, er der stadigvæk nogle der mener, at porten til Danmark fortsat skal være lukket for dem. Det gælder også folk der kalder sig kristne. Den diskussion er meget livlig lige nu. Der er imidlertid et andet aspekt af sagen som får mindre opmærksomhed, og den handler om os selv, både som enkeltindivider og som folk. Ved at afvise disse nødstedte mennesker, gør vi nemlig også noget ved os selv. Vi forhærdes. Vi afstumpes, og hvad danske kristne angår, er der tilsyneladende nogle der glemmer, at en af de kristne kerneværdier er tilgivelse, "ikke op til syv gange, men op til 77 gange", og hos Lukas kan vi læse, at vi skal elske vores fjender og gøre godt mod dem der hader os. Disse bud kan forstås som forsøg på forhindre os i at ødelægge os selv. Med andre ord: At gå fortabt. Når der står, at vi skal velsigne dem, der forbander os og bede for dem, der mishandler os, så handler det også om, at vi ikke skal blive rå og hjerteløse og ikke sætte vores egen menneskelighed over styr. Således forstået bør tilgivelsens bud også gælde i vores forhold til de mødre og de børn der i allerbogstaveligste forstand befinder sig i mørkets og dødens skygge.