Ny formand for Dansk Folkeparti? Stillingen frister!
Af Egon Clausen, forfatter, Charlottenlund

Dansk Folkeparti søger en ny formand, og jeg ovevejer at søge stillingen. Det handler jo om at bevare de danske kerneværdier, og det er en opgave som jeg gerne vil yde mit bidrag til. Jeg er ærkedansker. Danmark er mit fædreland. Her har min slægt boet i tusind år. Dansk er mit modersmål, og dansk historie og kultur står mit hjerte nær. Jeg har i årevis rejst gennem landet og talt med høj og lav. Jeg holder af det danske landskab fra klitterne i vest til bøgeskovene i øst. Jeg er en stor elsker af dansk litteratur fra Kingo til vore dage, og jeg kan mange af sangene i højskolesangbogen udenad. Jeg anser også Danmark for at være et land der er dybt præget af kristendommen, og jeg er medlem af den danske folkekirke. Jeg kan for resten også mange af de danske salmer udenad og synger glad og gerne med på dem, når jeg går i kirke, hvilket jeg ofte gør. Jeg anser kort sagt mig selv for at være fuldblods dansker, og jeg betragter mig derfor som en højt kvalificeret kandidat til posten som formand for Dansk Folkeparti. 

Som formand er der dog dele af partiets politik som jeg vil give en national justering. Det gælder bl.a. forholdet til den danske historie, til naturbevarelse, dansk landbrug, den danske folkeskole og synet på de fremmede. Forholdet til kristendommen og den danske kultur fortjener også et nationalt eftersyn. 
I det følgende vil jeg kort redegøre for de ændringer af Dansk Folkeparti jeg vil arbejde på at gennemføre, således at politikken kommer i overensstemmelse med kernen i de danske værdier. 
Hvad angår forholdet til historien har Dansk Folkeparti været meget optaget af krig og kamp. Man har hyldet vikingerne, dragon Kjeldsen og fregatten Jylland, men det bør være undtagelser, for den danske historie er ikke en historie om sejre i kamp. Den er tværtimod fyldt med nederlag efter nederlag, og det skal vi faktisk være glade for. Sagen er, at vi som folk har formået at vende de militære nederlag til mentale sejre. Hvad vi tabte udadtil, vandt vi indadtil, og her finder man kilden til den fred og fordragelighed der har formet os som danskere. Det land der kom ud af nederlaget i 1864 fik andelsbevægelse, højskoler, fagforeninger, kompromisser på arbejdsmarkedet, et fredeligt opgør med adelsvældet og velfærd for alle. Hvad militæret angik, brugte vi det i stor udstrækning som fredsbevarende styrker i lande, der var præget af krige og konflikter. På alle de her nævnte områder har vi ydet en indsats, som var dansk til roden, og som en symbolsk gestus der skal markere, at fredens historie bør være det centrale i danmarkshistorien, bør fregatten Jylland sendes til ophugning. 

Så er der forholdet til landbruget. Når man kører gennem det danske land kan man se, hvilken skade det moderne landbrug har tilføjet Danmark. Det før så smukke land med dets huse, gårde og levende hegn er afløst af døende landsbyer omgivet af enorme marker der bedst kan beskrives som agrokemiske ørkener. Mange af de store landbrugsbedrifter ejes i øvrigt af udenlandske kapitalfonde, så det er så som så med det danske. Under slagordet ”Giv os Danmark tilbage” skal de store kyllinge- og svinefarme nedlægges. Produktionen af fødevarer skal i stedet ske i kemiske anlæg, hvor man fremstiller kunstigt kød, der vil være mere nærende, sundere, smage bedre og være nemmere at anvende end kød fra dyr. Den landbrugsjord der ikke længere bliver brug for, skal udlægges til økologiske fællesskaber der genplanter de levende hegn og genopliver de danske landsbyer. Vi, som elsker det danske land, bør tage fat på denne udvikling så hurtigt som muligt. Måske er den allerede begyndt? Nedlæggelsen af minkfarmene kan i så fald betragtes som første skridt i den kommende omlægning. Det uheldige forløb med den manglende lovhjemmel skal ses som en læreproces. Nu er politikerne blevet belært om, at de skal være omhyggelige i sikringen af det nødvendige lovgrundlag, når den kommende omlægning af dansk landbrug står på dagsordenen. 

Så er der den danske folkeskole. I flere årtier har den været præget af en antiautoritær pædagogik, og det har været en kæmpefordel for den opvoksende slægt, der fik adgang til videreuddannelse som ingen andre før. Denne skole gav os også generationer af unge der kan arbejde sammen i grupper, som ved hvad demokrati er, og som frit og frejdigt kan tage ordet i store forsamlinger. Enhver der har beskæftiget sig med dansk skolehistorie vil vide, at denne frisættende pædagogik har dybe danske rødder. Den antiautoritære 68-lærer er åndelig talt et barn af Grundtvig og af Kristen Kold, så intet kan være mere dansk. Som tak for indsatsen vil jeg som nyvalgt formand for Dansk Folkeparti arbejde for, at der foran Grundtvigskirken bliver sat en statue med en børnehavepædagog med lilla ble om hovedet der holder hånd med en antiautoritær 68-lærer med langt hår og fodformede sko. 

Så er der det danske mindretal syd for grænsen som i mere end hundrede år har set på Danmark med længsel og beundring. De synes der er meget at lære af dansk kultur, og det er da heller ikke forkert, men sagen er, at vi som danskere også har meget at lære af sydslesvigerne. De har bevist, at et flerkulturelt samfund kan eksistere og trives i fredsommelighed. De folk, som før i tiden bekæmpede hinanden, lever nu side om side som gode naboer. Sydslesvigerne ved af bitter erfaring, hvad der kommer ud af at ”spærre med grænser og med pæle”, så noget af det første der skal gøres, er derfor at fjerne alle grænsehegn og stoppe med grænsekontrollen. Det vil være i dansk ånd. 

Endelig er forholdet til kristendommen værd at omtale. Ledende medlemmer af Dansk Folkeparti har erklæret sig som kristne, og kristendommen har mange kvaliteter som en fredens religion. Jesus siger for eksempel, at ’salige er de, der stifter fred’, og i Bibelen står der utvetydigt, at vi skal tage os af de fremmede. Det er således sand kristendom at give flygtninge husly, og det handler ikke kun om disse stakkels mennesker. Det handler også  om os selv, både som enkeltindivider og som folk. Ved at afvise disse ulykkelige mennesker, gør vi nemlig også noget ved os selv. Vi forhærdes. Vi afstumpes. Det gælder også i forholder til mødrene til børnene fra de syriske flygtningelejre. De har godt nok sluttet sig til Danmarks fjender, men den sande kristne ved, at vi skal tilgive "ikke op til syv gange, men op til 77 gange", og hos Lukas kan vi læse, at vi skal elske vores fjender og gøre godt mod dem der hader os. Så når Dansk Folkeparti hævder at være et parti der bygger på kristne værdier, må partiet også sørge for at give dem plads og muligheder i det danske samfund. 

Jeg ved godt, at nogle mennesker er bange for at dansk kultur vil gå tabt, hvis vi lukker for mange fremmede ind. Til dem vil jeg sige: Frygt ikke. Dansk kultur er stærk, rig og mangfoldig. Hvis du synes den er svag, kan det måske skyldes, at du ikke kender den. I dansk litteratur, malerkunst, musik, teater og i vores måde at være sammen på, ligger der vældige resurser som ikke kan væltes af folk med førmoderne idealer fra tilbagestående landsbysamfund. Så tag det roligt. Vores danske kultur er et værn mod vold og ufrihed, så den vil vi støtte, for derigennem støtter vi os selv. 

Dette er mit program for et folkeparti med danskhed på programmet, og sikke en danskhed vi kan få, hvis det bliver gennemført.