En del af det arbejdende folk. opfatter kultur som middelklassens måde at beskrive verden på. Kort sagt som et magtsystem

Den socialdemokratiske kulturkritik har dybere rødder og årsager end et simpelt ønske om at lefle for en bøvet provinsmentalitet.

 

EGON CLAUSEN, FHV. REDAKTØR, FORFATTER

Så er den gal igen. I Politiken 13. juni anklager socialdemokraten Michael Vindfeldt sine partifæller for, at de ikke interesserer sig nok for kulturen, men lefler for en bøvet provinsmentalitet, og det er for dårligt, skriver han. »Formålet for et arbejdsparti bør være, at man inderligt ønsker at give alle – også arbejdere og arbejdsløse – mulighed for at møde kulturen«.

Det lyder alt sammen godt og rigtigt, men der mangler ikke desto mindre noget i beskrivelsen.

Arbejdere har jo i forvejen rig lejlighed til at møde kulturen. Tænk blot på folkebibliotekerne, der findes i hver eneste kommune i landet, og som ovenikøbet har gratis adgang.

Alle statistikker fortæller imidlertid, at folk med ingen eller kortere uddannelse ikke bruger dem nær så meget som andre befolkningsgrupper, og hvad kan det monstro skyldes?

Hvis man skal finde svaret, er det ikke nok at beskylde arbejderne for at være bøvede og provinsielle. Det er heller ikke nok at skyde skylden på politikerne. Der er andet og mere på færde. Modviljen mod ’kulturen’ stammer fra dybere lag.

TILLAD MIG at komme med en personlig beretning. I 1969 debuterede jeg med en digtsamling på forlaget Gyldendal, og det var jo stort for en ung mand, der kom fra en slægt af hedebønder i det yderste Vestjylland, så stolt var jeg, men vestjyderne så anderledes på det.

Jeg husker endnu den sommerdag, da landposten afleverede en tyk konvolut fra Gyldendal på bordet i køkkenet på mine forældres beskedne husmandssted, hvor jeg var på ferie. Gyldendal! Kunne det være finere? Men ingen af mine nærmeste sagde noget. Jeg sad i den forblæste have og læste korrektur. Ingen bemærkede, at det skulle være noget særligt. Da bogen udkom, sendte jeg et eksemplar til mine nærmeste. Jeg fik ikke et svar. Ikke så meget som en tak, og det berørte mig dybt. Hvad var der dog på færde?

Efter mange eftertanker er jeg kommet til den konklusion, at når de reagerede, som de gjorde, skyldtes det, at de ikke oplevede det som en succes, men som et tab. Konvolutten fra Gyldendal og den efterfølgende bog var et tegn på, at deres søn og bror var på vej væk fra dem, og de kendte ikke den verden, som han var på vej ind i, men de frygtede, at den ville gøre os fremmede for hinanden. Og de fik ret.

Jeg ved, at andre har været ude for lignende oplevelser, og jeg er overbevist om, at en del af det arbejdende folk opfatter kultur som ’de andres’, som middelklassens måde at beskrive verden på. De oplever det kort sagt som et magtsystem.

MÅSKE ER DET sådanne erfaringer, der lå til grund for Joy Mogensens bemærkninger om, at det ville være upassende at tale om kultur, når landet var ramt af coronaen. Nu blev hun ramt af en tsunami af forargelse fra kulturens verden, og det siger også noget om den måde, kulturens agenter virker på.

I kulturens verden taler man meget om, at kritik er nødvendig, og man kritiserer jævnligt politikere for, at de ses for sjældent på Louisiana, og at de ikke læser skønlitterære bøger, men når det kommer til kulturens egen verden, er der ingen kritik.

Jeg ved det, for i største parten af mit arbejdsliv har jeg været knyttet til den kulturelle sektor. Jeg har været ansat i DR og siddet i ledergruppen på P1 i mere end 20 år, udgivet en stribe bøger på Gyldendal, siddet i hovedbestyrelsen i Dansk Forfatterforening, i forretningsudvalget i Dansk Kunstnerråd, i repræsentantskabet for Statens Kunstfond og meget mere, og det har alt sammen været spændende, udfordrende og meget inspirerende, men jeg har også lært, at den danske kulturelle verden er præget af interne magtkampe, snobberi, misundelse, nid og nag. Der trækkes grænser og laves skel mellem dem, der er inde, og dem, der er ude, og der findes endda gule fagforeninger.

Visse steder hersker en arrogant og hoven selvforståelse, der har blokeret for gavnlige ændringer, og som har været blind for nogle af de banebrydende teorier, som har påvirket det omgivende samfund.

Tænk blot på skandalerne på Forfatterskolen, Filmskolen og Kunstakademiet. Det er alle uddannelsesinstitutioner, der har en pædagogik. Det særlige ved dem er imidlertid, at de er ’kulturelle’ og derfor har fået lov til at praktisere en pædagogik, der har været uden mindste berøring med de store pædagogiske tanker, der er blevet udviklet i det tyvende århundrede, og det er ærgerligt.

Hvis de havde brugt de reformpædagogiske metoder, der blev anvendt på alle andre uddannelser i Danmark, ville skandalerne ikke have fundet sted, men den slags var åbenbart upassende at forlange. Iført en rustning af kunst og kultur holdt man fast i en førmoderne pædagogik som på latinskolens tid, og kritik blev mødt med fortørnelse af samme slags som den, der mødte Joy Mogensen. Derfor var skandalerne forventelige.

Sådan spiller klavererne i det kulturelle establishment, og den slags fremmer ikke den folkelige respekt for kulturen. Måske er det grunden til den modvilje, som Michael Vindfeldt kalder for kulturfjendsk.

Under alle omstændigheder skal den side af sagen tages med, når man drøfter befolkningens holdning til dansk kultur.