For d¿ve ¿ren Udflytningen holder os alle for nar Udflytningen af statslige arbejdspladser bliver m¿dt med
begejstring i store dele af landet, og det er sŒdan set let at forstŒ. Store
dele af befolkningen tror pŒ pŒstanden om, at Danmark er ved at kn¾kke midt
over, sŒ derfor synes de ogsŒ at det er godt, at der rettes op pŒ balancen
mellem hovedstad og provins, men meget tyde pŒ, at de bliver holdt for nar. Udflytningen
giver dem ikke det, de l¾nges efter, men det ved de ikke endnu. Der findes
ganske vist nogle der h¾vder, at den pŒstŒede sk¾vhed ikke findes, og som
mener, at udflytningen er en populistisk skandale, men de fŒr knap nok
¿renlyd. Udflytningen er et af partiet Venstres prestigeprojekter,
og den st¿ttes helhjertet af Dansk Folkeparti. De to partier har dog forskellige
motiver. Venstre ¿nsker noget der ligner en minimalstat, og Dansk Folkeparti
¿nsker at sv¾kke alle former for k¿benhavneri. Begge partiers v¾lgere bakker
dem op. Selv om mange af dem tilsyneladende ikke aner, hvad de ber¿rte rŒd og
styrelser laver, er de ikke desto mindre henrykte over, at disse organer rykkes
ud af det k¿benhavnske favntag, og den populistiske vestenvind er sŒ st¾rk,
at ingen politikere t¿r lufte bet¾nkeligheder ved projektet. Man skal jo
n¿dig miste stemmer. SŒ udflytningen kan forts¾tte, og det g¿r den. Der er imidlertid nogle aspekter ved udflytningen der er sŒ
skr¾mmende, at alle besindige mennesker b¿r stoppe op og give plads til
eftertanken. For det f¿rste kan man indvende, at udflytningen er et
forkert svar pŒ et reelt problem. Siden kommunalreformen af 2007 er mange
provinsbyer blevet ramt af butiksd¿d og nedl¾ggelse af rŒdhuse, skoler,
hospitaler, biblioteker og politistationer. Det har pŒf¿rt dem et stort tab
af ekspertise. Vel at m¾rke en ekspertise, der var knyttet til det lokale
samfund. K¿bmanden vidste, hvem han turde give kredit. L¾gen havde stor viden
om folks helbred, og de fleste borgere kendte et eller flere af
kommunalbestyrelsens medlemmer. Det var uden tvivl medvirkende til at skabe
en f¿lelse af f¾llesskab og sammenhold. Nu er dette netv¾rk af gensidig viden
gŒet i stykker, og det bliver ikke genoprettet ved at nogle jurister bliver
flyttet fra centraladministrationen og ud pŒ landet. Det er sŒledes ikke en
gammel orden, der bliver genetableret. Tv¾rtimod. Det er en gammel orden der
bliver brudt ned. For et andet handler udflytningen om forholdet mellem
centrum og periferi, og regeringen definerer udkanter efter geografiske kriterier,
sŒ jo l¾ngere v¾k fra K¿benhavn, desto mere udkant er der tale om. Der findes
imidlertid mange andre former for udkanter. Er man gammel, bliver man placeret
i en aldersudkant. Er man fattig, havner man i en ¿konomisk udkant. Der er
etniske, religi¿se og kulturelle udkanter. F¾lles for dem er, at nŒr man er havnet
i en af dem, er der ingen der gider lytte til det, man har at sige. Udkanter
g¿r kort sagt mennesker magtesl¿se. Det er der sŒdan set ikke noget nyt i, og for at modvirke
denne virkning har Folketinget da ogsŒ vedtaget en r¾kke bestemmelser om borgernes
ret til at blive h¿rt, og denne ret afh¾nger ikke af geografisk placering. Denne sŒkaldte h¿ringsret
er lavet for at sikre, at alle kan komme til orde, nŒr det g¾lder vigtige
beslutninger. Man kan sige, at h¿ringsretten modarbejder alle slags
udkanter. I de seneste Œr er h¿ringsretten desv¾rre blevet
undergravet. Lovpligtige h¿ringsrunder er blevet afkortet til det absurde, og
mange h¿ringssvar er blevet totalt ignoreret. Organisationen Dansk Erhverv har
sŒledes lavet en opg¿relse, der viser, at fire ud af fem af de h¿ringssvar,
der i Œrene fra 2013 til 2014 blev sendt til regeringen, reelt blev afvist.
Det vil sige, at foreninger og organisationer, der ofte har brugt megen tid
og mange kr¾fter pŒ at udarbejde h¿ringssvar, i realiteten er blevet henvist
til en placering, hvor ingen lytter til dem. De er kort sagt blevet bortvist
til en udkant. F¿r i tiden var lovgiverne langt mere grundige, nŒr store
reformer skulle gennemf¿res. Man skrev f¿rst et kommissorium og sŒ nedsatte man
et udvalg. Dette udvalg spurgte sagkundskaben til rŒds, indhentede
h¿ringssvar, og til sidst skrev det en bet¾nkning, der gav plads til
forskellige synspunkter. F¿rst derefter traf politikerne en beslutning. SŒdan
var den gamle orden. Den findes desv¾rre ikke mere. Det ses tydeligt i den
mŒde, hvorpŒ udflytningen er blevet gennemf¿rt. Her har regeringen og dens ministre egenh¾ndigt truffet de
afg¿rende beslutninger, og det er sket uden et offentligt tilg¾ngeligt udvalgsarbejde
og helt uden h¿ringsrunder. Udflytningen har ogsŒ v¾ret pr¾get af hastv¾rk,
kombineret med ringeagt overfor ekspertviden. Saglige indvendinger er blevet
afvist uden diskussion. Man kan sige, at den mŒde, udflytningen bliver gennemf¿rt
pŒ, er en forel¿big kulmination af den modvilje der i lang tid har hersket mod
det gamle system med dets udvalg og dets h¿ringsrunder. Udflytningen kan
sŒledes ses som endnu et tegn pŒ, at en gammel orden er brudt sammen, og dermed
er der ogsŒ en gammel ordentlighed der er holdt op med at fungere. Det er et
tab der rammer os alle. Dette tab pŒvirker ogsŒ kvaliteten af den politiske
diskussion. SŒ l¾nge det gamle system fungerede, kunne politikerne v¾re sikre
pŒ, at der var grupper af borgere der havde sat sig ind i de foreliggende
emner, og dem kunne man henvende sig til. Den offentlige debat kunne derved
blive indholdsrig og meningsfuld. Nu tales der til en helt anden slags v¾lgere. Det er
mennesker, der tilsyneladende hverken l¾ser b¿ger eller aviser, men som lader
sig styre af fordomme og folkestemninger. Det er mennesker som ingen gider
lytte til, fordi de ikke har noget at bidrage med, og som derfor vil blive
placeret i udkanten af enhver forening. Det er imidlertid disse
udkantsdanskere der nu lefles for
med uendelige debatter om indholdstomme symboler sŒsom burkaforbud,
ridende politi og strengere straffe. Det er ogsŒ dem der tilbedes med pŒstanden
om, at udflytning af statslige styrelser og rŒd betyder mere demokrati. Snik,
snak. Det omvendt er tilf¾ldet. Vi bliver alle holdt for nar. |
|