For d¿ve ¿ren

Udflytningen holder os alle for nar

 

Udflytningen af statslige arbejdspladser bliver m¿dt med begejstring i store dele af landet, og det er sŒdan set let at forstŒ. Store dele af befolkningen tror pŒ pŒstanden om, at Danmark er ved at kn¾kke midt over, sŒ derfor synes de ogsŒ at det er godt, at der rettes op pŒ balancen mellem hovedstad og provins, men meget tyde pŒ, at de bliver holdt for nar. Udflytningen giver dem ikke det, de l¾nges efter, men det ved de ikke endnu. Der findes ganske vist nogle der h¾vder, at den pŒstŒede sk¾vhed ikke findes, og som mener, at udflytningen er en populistisk skandale, men de fŒr knap nok ¿renlyd.

Udflytningen er et af partiet Venstres prestigeprojekter, og den st¿ttes helhjertet af Dansk Folkeparti. De to partier har dog forskellige motiver. Venstre ¿nsker noget der ligner en minimalstat, og Dansk Folkeparti ¿nsker at sv¾kke alle former for k¿benhavneri. Begge partiers v¾lgere bakker dem op. Selv om mange af dem tilsyneladende ikke aner, hvad de ber¿rte rŒd og styrelser laver, er de ikke desto mindre henrykte over, at disse organer rykkes ud af det k¿benhavnske favntag, og den populistiske vestenvind er sŒ st¾rk, at ingen politikere t¿r lufte bet¾nkeligheder ved projektet. Man skal jo n¿dig miste stemmer. SŒ udflytningen kan forts¾tte, og det g¿r den.

Der er imidlertid nogle aspekter ved udflytningen der er sŒ skr¾mmende, at alle besindige mennesker b¿r stoppe op og give plads til eftertanken.

For det f¿rste kan man indvende, at udflytningen er et forkert svar pŒ et reelt problem. Siden kommunalreformen af 2007 er mange provinsbyer blevet ramt af butiksd¿d og nedl¾ggelse af rŒdhuse, skoler, hospitaler, biblioteker og politistationer. Det har pŒf¿rt dem et stort tab af ekspertise. Vel at m¾rke en ekspertise, der var knyttet til det lokale samfund. K¿bmanden vidste, hvem han turde give kredit. L¾gen havde stor viden om folks helbred, og de fleste borgere kendte et eller flere af kommunalbestyrelsens medlemmer. Det var uden tvivl medvirkende til at skabe en f¿lelse af f¾llesskab og sammenhold. Nu er dette netv¾rk af gensidig viden gŒet i stykker, og det bliver ikke genoprettet ved at nogle jurister bliver flyttet fra centraladministrationen og ud pŒ landet. Det er sŒledes ikke en gammel orden, der bliver genetableret. Tv¾rtimod. Det er en gammel orden der bliver brudt ned.

For et andet handler udflytningen om forholdet mellem centrum og periferi, og regeringen definerer udkanter efter geografiske kriterier, sŒ jo l¾ngere v¾k fra K¿benhavn, desto mere udkant er der tale om. Der findes imidlertid mange andre former for udkanter. Er man gammel, bliver man placeret i en aldersudkant. Er man fattig, havner man i en ¿konomisk udkant. Der er etniske, religi¿se og kulturelle udkanter. F¾lles for dem er, at nŒr man er havnet i en af dem, er der ingen der gider lytte til det, man har at sige. Udkanter g¿r kort sagt mennesker magtesl¿se.

Det er der sŒdan set ikke noget nyt i, og for at modvirke denne virkning har Folketinget da ogsŒ vedtaget en r¾kke bestemmelser om borgernes ret til at blive h¿rt, og denne ret afh¾nger ikke af  geografisk placering. Denne sŒkaldte h¿ringsret er lavet for at sikre, at alle kan komme til orde, nŒr det g¾lder vigtige beslutninger.

Man kan sige, at h¿ringsretten modarbejder alle slags udkanter.

I de seneste Œr er h¿ringsretten desv¾rre blevet undergravet. Lovpligtige h¿ringsrunder er blevet afkortet til det absurde, og mange h¿ringssvar er blevet totalt ignoreret. Organisationen Dansk Erhverv har sŒledes lavet en opg¿relse, der viser, at fire ud af fem af de h¿ringssvar, der i Œrene fra 2013 til 2014 blev sendt til regeringen, reelt blev afvist. Det vil sige, at foreninger og organisationer, der ofte har brugt megen tid og mange kr¾fter pŒ at udarbejde h¿ringssvar, i realiteten er blevet henvist til en placering, hvor ingen lytter til dem. De er kort sagt blevet bortvist til en udkant.

F¿r i tiden var lovgiverne langt mere grundige, nŒr store reformer skulle gennemf¿res. Man skrev f¿rst et kommissorium og sŒ nedsatte man et udvalg. Dette udvalg spurgte sagkundskaben til rŒds, indhentede h¿ringssvar, og til sidst skrev det en bet¾nkning, der gav plads til forskellige synspunkter. F¿rst derefter traf politikerne en beslutning. SŒdan var den gamle orden. Den findes desv¾rre ikke mere. Det ses tydeligt i den mŒde, hvorpŒ udflytningen er blevet gennemf¿rt.

Her har regeringen og dens ministre egenh¾ndigt truffet de afg¿rende beslutninger, og det er sket uden et offentligt tilg¾ngeligt udvalgsarbejde og helt uden h¿ringsrunder. Udflytningen har ogsŒ v¾ret pr¾get af hastv¾rk, kombineret med ringeagt overfor ekspertviden. Saglige indvendinger er blevet afvist uden diskussion.

Man kan sige, at den mŒde, udflytningen bliver gennemf¿rt pŒ, er en forel¿big kulmination af den modvilje der i lang tid har hersket mod det gamle system med dets udvalg og dets h¿ringsrunder. Udflytningen kan sŒledes ses som endnu et tegn pŒ, at en gammel orden er brudt sammen, og dermed er der ogsŒ en gammel ordentlighed der er holdt op med at fungere. Det er et tab der rammer os alle.

Dette tab pŒvirker ogsŒ kvaliteten af den politiske diskussion. SŒ l¾nge det gamle system fungerede, kunne politikerne v¾re sikre pŒ, at der var grupper af borgere der havde sat sig ind i de foreliggende emner, og dem kunne man henvende sig til. Den offentlige debat kunne derved blive indholdsrig og meningsfuld.

Nu tales der til en helt anden slags v¾lgere. Det er mennesker, der tilsyneladende hverken l¾ser b¿ger eller aviser, men som lader sig styre af fordomme og folkestemninger. Det er mennesker som ingen gider lytte til, fordi de ikke har noget at bidrage med, og som derfor vil blive placeret i udkanten af enhver forening. Det er imidlertid disse udkantsdanskere der nu  lefles for med uendelige debatter om indholdstomme symboler sŒsom burkaforbud, ridende politi og strengere straffe. Det er ogsŒ dem der tilbedes med pŒstanden om, at udflytning af statslige styrelser og rŒd betyder mere demokrati. Snik, snak. Det omvendt er tilf¾ldet. Vi bliver alle holdt for nar.