I udflytningens skygge

Udflytningen går sin skæve gang. Den præsenteres ganske vist som et forsøg på at skabe bedre balance mellem hovedstad og provins, men vind og skæv er den. Krumbøjet af den populistiske vestenvind og fyldt med fordækte motiver. Dens tilhængere taler godt nok om udflytningen i lutter positive vendinger, men ved nærmere eftersyn viser det sig, at der er andre og stærkere motiver bag flytteplanerne end dem der står i de officielle papirer. Dette er en sørgelig kendsgerning som mange endnu ikke har opdaget, så de kritiske røster er spage, og store dele af oppositionen er helt fraværende i debatten.

Hvad udflytningen angår, er det også værd at gøre opmærksom på, at dele af den har andre former end dem, der er omfattet af regeringens flytteplaner. Når vægten i offentlige budgetter forskubbes fra København til provinsen ud fra en påstand om, at København er for stor og provinsen for lille, er der tale om en slags udflytning. Når lunser fra statslige støttekroner rives ud af deres oprindelige hjemsted i centralforvaltningen og gives til projekter i de danske udkanter, er der også tale om udflytning.

Sådan noget sker rent faktisk. Et eksempel herpå er de to nye kunstfonde som regeringen og Dansk Folkeparti har etableret. Den ene hedder Øernes Kunstfond og den anden kaldes Den Jyske Kunstfond. Pengene til driften af de to kunstfonde tages fra Statens Kunstfond, der anklages for at være alt for sammenspist og københavnerfikseret, og det er så meningen, at de to kunstfonde skal rette op på det påståede skæve forhold og skabe liv og glade kulturdage i landet udenfor hovedstaden. Hvad hovedstadsregionen angår, står der i lovteksten, at den er sat uden for døren. De københavnske kunstnere skal ikke forkæles, og det bliver de så sandelig heller ikke. I forvejen er det således, at hvis man er kunstner og bor i Vendsyssel, har man større muligheder for at få støtte, end hvis man bor i København. Denne skævhed bliver øget med de nye tiltag, og det ved man. Det er der tal for, og det er endda Kulturministeriets egen styrelse der har publiceret tallene, men den slags fakta får ikke lov til at påvirke den førte politik. I populismens tidsalder har kendsgerninger ringere vægt end myter, så københavnerne må finde sig i at blive henvist til bagerste plads i køen.

Der er imidlertid mere på færde, for kulturministeren har også bestemt, at en forudsætning for støtte er, at projekterne har lokal medfinansiering. Ingen kunstner skal herefter regne med støtte fra en af de nye kunstfonde medmindre han eller hun bliver holdt i hånden af en lokal mæcen. Det kan være en kommune, en museumsforening eller måske en svinebaron, der gerne ser lidt kunst som pynt ved sine gylletanke. Det er alt sammen noget der skal sætte sving i den lokale økonomi. Kulturministeren oplyser således, at de nye kunstfonde skal støtte udviklingen af økonomisk bæredygtige kunstvirksomheder og medlemmerne af fondenes bestyrelser skal have erfaring med virksomhedsudvikling og markedsføring. Lokale erhvervsvirksomheder kan i øvrigt også købe sig til en plads i bestyrelsen.

At kunsten skal sættes i erhvervslivets tjeneste, betegner et markant brud med den praksis som Statens Kunstfond hidtil har stået for. Her spørger man aldrig om et kunstværks økonomiske nytteværdi, men kun om dets kunstneriske kvalitet, og politikere skal ikke blande sig, for kunstens frihed er en af grundpillerne under et frit samfund som det danske, men det vil regeringen og Dansk Folkeparti lave om på. Alt hvad god kunst rummer af muligheder for eftertanke, anfægtelse og foruroligelse byder dem imod. De vil hellere have kunstværker der kan pynte og gøre folk glade. De kan tilsyneladende ikke se forskel på den kreativitet der udfolder sig i et reklamebureau og på den skabende proces der fører frem til et kunstværk. Reklamebureauets produkter er som regel lækre og lette at forstå. De er lavet for at trække kunder til butikken, og hvorfor kan kunsten ikke gøre det samme? Hvorfor skal det hele være så grimt og provokerende? Ja, hvad skal vi i det hele taget med moderne kunst? Politikerne bag de ny kunstfonde ønsker et andet syn på kunst og kultur, og de bruger enhver chance til at angribe det system, der har støttet den frie kunst. Det foregår alt sammen i skyggen af den store udflytning, men tag ikke fejl: Det er selve fundamentet under det Danmark, vi har kendt og holdt af, de gnaver i.

https://slks.dk/regionale-kunstfonde/