Kronikker og kommentarer 

Salonerne findes

Salonerne findes. Udkanterne findes. Jeg ved det, for jeg har været i dem begge. Jeg ved også, at de kulturelle saloner er blandt dem, der vækker allerstørst modvilje i visse dele af befolkningen. Mange af kulturens meningsdannere påstår ganske vist, at salonerne ikke findes, men det gør de. De findes bare ikke i Statens Kunstfond. Jeg ved det. Jeg har i mange år siddet i kunstfondens repræsentantskab, og jeg er vel bekendt med de anklager om nepotisme og københavneri der har været rettet mod Kunstfonden. Som repræsentant for Dansk Forfatterforening har jeg været forpligtet til at undersøge de anklager der har handler om litteratur, og mange af klagerne har ganske vist været båret af stor harme, men hverken harmen eller anklagerne har haft anden tilknytning til virkeligheden end løse rygter og misundelse. Alligevel ved jeg, at salonerne eksisterer, men deres hjemsted er ikke at finde i det offentlige. Man skal kigge helt andre steder hen, hvis man vil finde dem.

Hvad udkanterne angår gælder det også, at man som regel giver dem en forkert adresse. For tiden er det på mode at beskrive dem som forsømte tidslommer, hvor folk i sikkerhedssko og gummistøvler bliver overhørt af den hovne kulturelite fra København. Denne fortælling er også meget populær i dele af befolkningen, men den er ikke fyldestgørende, for udkanter er ikke noget der udelukkende bestemmes af geografi. Sagen er, at der er masser af udkanter her i landet. Hvis man er gammel, er man placeret i en aldersbestemt udkant. Hvis man er mindre bemidlet er man havnet i en økonomisk udkant. Der er etniske, sociale, religiøse og kønsbestemte udkanter, hvor mennesker dagligt oplever, at de hverken bliver set eller hørt, og det skyldes ikke københavnere med bøger i reolerne, men deres egne naboer og byfæller. Den slags udkanter findes overalt, og dem retter man ikke op på ved at øge transportfradraget eller ved at stå i fjernsynet og tale med jysk accent, der skal helt andre midler til.

Jeg selv har været meget optaget af den skævhed der findes i det litterære establishment i Danmark. For her er der tale om sociale mekanismer der fungerer som saloner, og herfra udgår bedømmelser der placerer visse værker i centrum og andre i usynliggørende udkanter, og selv om der er tale om kunst, er den egentlige drivkraft dog udøvelse af magt. I det litterære establishment findes bittesmå selvbestaltede grupper af mediefolk og forfattere der påstår, at de er bedre end alle andre. De påstår også, at der er genrer der er mere kunstneriske end andre, og det er så heldigt, at det netop er den genre som de selv skriver i, der er den bedste, så de rider højt på de postulater, de selv har fabrikeret, og en stor del af landets kulturredaktører, anmeldere og bibliotekarer følger trop i en blanding af vanetænkning og snobberi. Resultatet er, at forfattere der skriver i andre genrer, bliver henvist til en litterær udkant, hvor anmeldelserne er få, honorarerne er små og biblioteksarrangementer er minimale. Alt dette kan måske anses for at være en ubetydelig detalje, men sådan er det ikke. Tværtimod. Verden er i ulave. Jorden har feber. Skovene brænder. Arktis smelter. Ørknerne vokser. Sult og druknedød truer, men benægtelser og falske nyheder spreder sig. Tiden råber på oplysning, baseret på kendsgerninger og serveret i et sprog der er forståeligt for alle, men her svigter de litterære saloner. De fortsætter med at promovere skønlitteratur som svaret på alle oplysningens udfordringer, og det slår slet ikke til. Det er der flere eksempler på.
Jeg har således været medlem af det klimaborgerting som blev nedsat efter en folketingsbeslutning i 2018 og som blev sammensat, så det udgjorde et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. Opgaven var at drøfte den grønne omstilling og komme med anbefalinger til politikerne i Folketinget. Det handlede således om at skrive tekster der kunne gøre indtryk, og det var da også en opgave som medlemmerne tog meget seriøst, men det viste sig hurtigt, at det sprog som vi havde til rådighed for drøftelserne var for ringe. Vi havnede lynhurtigt i et teknologisk magtsprog, der var baseret på tabeller, økonomiske regneark og deslige. Som redskab i en dialogbaseret folkeoplysning, var det et utilstrækkeligt sprog. Det var også et fattigt og ufolkeligt sprog, for det var et sprog uden billeder og uden andre fremtidsforventninger end dem man kunne uddrage af tabeller, grafer, statistikker og tekniske redegørelser. Problemet var imidlertid, at vi ikke havde andre sprog til rådighed, og sådan noget som skønlitteratur ville slet ikke kunne anvendes. 

Når dette er sagt, skal det tilføjes, at der ikke er noget i vejen med skønlitteratur som sådan, men der er opgaver som den ikke kan løse. Der skal mere til.
Litteraturens verden er som et symfoniorkester. De forskellige genrer kan sammenlignes med forskellige instrumenter. I musikkens verden er der strygere, blæsere og slagtøj. I litteraturen er der skønlitterære, faglitterære og lyriske genrer. Tilsammen spiller de en mægtig litterær symfoni. I Danmark er der desværre sket det, at en enkelt litterær genre, nemlig den skønlitterære, har opkastet sig til at være mere litterær end andre. Det er en ulykkelig udvikling. Det svarer til, at et symfoniorkester stort set kun består af strygere. Vi kan ikke undvære dem, men det skal ikke være violiner det hele. Der skal også være fløjter, trompeter, klarinetter, basuner og slagtøj.

En oplagt opgave for dem der gerne vil gøre det godt for udkanterne bør derfor være at øge den literære mangfoldighed ved at støtte udviklingen af et sprog som udkantens mennesker kan finde meningsfuldt. Når moderne romaner ikke siger dem noget, er det ikke udelukkende deres skyld. Det hænger også sammen med, at den verden der beskrives i mange af tidens skønlitterære værker ikke opleves som vedkommende. Udkanternes mennesker fortjener kort sagt bedre. De fortjener en kultur som de kan genkende sig selv i og som de kan bruge til noget i deres hverdag.
En konstruktiv udkantspolitik bør derfor ikke handle om at beskære kunstfonden, men om at udvide den, så der udvikles og vedligeholdes et sprog som udkanternes mennesker kan finde mening og betydning i. De fortjener et fagsprog med fantasi og spræl. Et fagsprog med plads til kunstneriske kvaliteter, og som henvender sig til voksne, børn, kvinder, mænd, unge og gamle på en måde, så de gerne vil læse det.
En sidegevinst vil være, at mange mænd vil glæde sig over en sådan satsning. I dag er det sådan, at skønlitteratur er blevet en sag for kvinder. Til forfattermøder og læseklubber er kvinder altid i stort flertal. Mænd holder sig væk. De foretrækker oplysning frem for følelser. De vil læse om samfundsforhold, politik og teknik, men den slags har lav status i de saloner, der råder over smagen i den litterære verden, så de er henvist til litteraturens udkanter. Et opgør med alt dette vil være en oplagt opgave for den politiker, der vil føre en konstruktiv – og tiltrængt – kulturpolitik der vil gøre det godt for udkanterne og derved for os alle. 

JP.22.okt.2022

 

 

 

Ill: Rasmus Sand Høyer

Politiken 17. juni 2021 KLIK for stor tekst