Stakkels mennesker

Af JOHANNES VÆRGE
Weekendavsen 29, 20. - 26. juli 2007

DENNE tyksak af en bog har tekster med stor spændvidde: Mange formidler livsklogskab i prosa eller poesi (der er perler imellem), nogle kalder på smil, adskillige har samfundskritisk alvor og bid, enkelte fremkalder panderynken.

I begyndelsen var – i dette tilfælde – billedet, et kæmpe vægmaleri med et enestående mylder af enkeltmotiver flettet ind i hinanden. Kunstneren er Erik Hagens, og billedvæggen befinder sig i aulaen på CVU Vest i Esbjerg (færdiggjort i 2005). Sammenfoldet bagest i bogen er der en reproduktion af den lange billedvæg, og på hvert af bogens opslag zoomes der ind på et udsnit, som teksten på opslagets anden side så spiller mere eller mindre direkte på.

Hagens har udført opgaven med en mangfoldighed af stilarter fra det groft opmalede lidt i stil med gamle kalkmalerier, over enkle småtegninger til det reklameagtigt glatte. Nogle motiver er malet stort, andre bittesmåt. Til de situationer, som billedvæggen myldrer med, og som kunne udspille sig i nutidens Esbjerg med forstæder, er der angivet bibelhenvisninger, og Erik Hagens kalder simpelthen sin billedvæg EsbjergEvangeliet: en ofte underfundig og opfindsom, uortodoks og bidsk tolkning af kendte og mindre kendte fortælling eller formuleringer fra Bibelen.

I samme ånd har Egon Clausen føjet sine tekster til de udvalgte billedudsnit. Opslagene er ordnet, så der er ét til hver dag i kalenderåret. De fleste tekster står Clausen selv for, mens resten er direkte eller bearbejdede citater alle mulige steder fra: Grundtvig og andre forfattere, poesi og (samfunds)faglitteratur, lokale aviser og andre medier, konfirmanders reaktioner på enkeltbilleder, gode klip fra hustruen Hanne Sanders prædikener. Enkelte steder lader Clausen bibelteksten stå alene sammen med billedet – et virkningsfuldt eksempel er fortællingen om den rige, unge mand, der henvender sig til Jesus, men går bedrøvet bort, fanget i sin velstand, over for Hagens’ illustration: En mand, der stemmer hænderne mod bilens forrude, tilsyneladende ikke i stand til at komme ud.

Men først og fremmest er det altså Egon Clausen selv, der formulerer sig under inspiration af Erik Hagens’ billedmylder. Det er ikke mindst det groteske og forvredne ved nutidens livsudfoldelse, Hagens gengiver – og her spiller Egon Clausen veloplagt med. Dansen om guldkalven fra Mosebøgerne er i nutidsversionen »den store forbrugsfest, der går ud på at genvinde det tabte Paradis«, en dans om vores klode og om os selv, »og ingen instans kan sige stop. Ingen er i stand til at frelse os fra os selv.«

I anden sammenhæng (Jesus og synderinden, som skaren vil stene) beklager Clausen, at ordet ’synd’ er gået ud af sproget, slidt op og misbrugt som det er blevet. »Præsterne ved ikke, hvordan de skal tale om synd, og psykologerne vil hellere tale om skyld, men synd findes. Synd er fremmedgørelse. Synd er at fare vild i sit eget liv. Synd er at være indespærret i sig selv, så man kun har sig selv i tankerne. Synd er fortvivlelse, så man ikke kan se en udvej. Synd er mangel på tiltro. At synde er at miste tilliden til livet.«

OGSÅ fristelsen findes – Jesus’ fristelse i ørkenen i nutidig version: Fristeren »springer os i møde, når vi tænder for fjernsynet, han smisker til os fra reklamesøjler og aviser. Han lokker for store, og han lokker for små. Han er Michelinmanden, Fætter BR og Tuborgpigen.« Han får os til at manipulere med liv og død og »siger, at vi kan få magten over alverden. Og han har let spil.«

Et af ofrene – som Prædikerens Bog siger: »han æder alle sine dage op i mørke og stor kval, i lidelse og ærgelser« – er chefen, som mister sig selv: »Hvad hedder tyktarmens længe overhørte protester mod flere frokoster, leverens overarbejdspukkel, løgnens sidesting, brudte løfter, afrevne børn, en glemt ømhed bag venstre skulderblad? Han ved det ikke. Hver dag løber hans mund tør af det, som hjertet er tømt for. Hans læber slår revner, og tungen siger bare klik, klik af mangel på ord.«

Hvad kan det så være for ord, nutidsmennesket mangler? Clausen savner faktisk talen om Gud. Præsterne taler så forskelligt om Gud: »Nogle gør ham lille, andre gør ham stor. Nogle bruger ham i politik, andre mener, at han kun er til brug i det private, men jo flere ord de bruger, desto vanskeligere bliver det for alle andre at tale med om Gud, for de mange faglige udtryk og ord spærrer vejen. Det er trist, for den, der ikke kan tale om Gud er lige så handicappet som den, der er blevet stum, for den, der ikke kan tale om Gud, kan ikke tale om det, der er helt anderledes, og så bliver hele verden flad. (…) Alt bliver forvandlet til begær efter ting.«

Skamløsheden og gyllelugten fra svinefarmene breder sig, som billeder og tekster i tilknytning til fastetiden illustrerer. Og de kulørte blade løfter mennesker til skyerne og lader dem falde – behandlingen af prins Joachim og Alexandra strejfes. Så dårligt står det til med danskeren, at han (aldrig hun?) elsker sofaen som sit hellige møbel, »lavet til at holde verden på afstand på den meste magelige måde«, og det eneste aftryk, danskeren formår at sætte på verden, er aftrykket af kroppen i sofaens skumgummipuder.

Her mærker man, at Clausen kan have sine stærkt misantropiske dage – og i dette tilfælde overmatches han af Hagens’ billede, hvor sofaen brænder, som tornebusken brændte foran Moses i ørkenen. Fælles er billede og tekst dog om befalingen: »Tag dine sko af!«

BAGSIDER ved den moderne livsstil eksemplificeres også ved forureningen fra Grindsted-værket i Kjærgaard Klitplantage, vold i Esbjergs natteliv og den ensomme mand foran sit tv, og aviscitater fortæller om stofferne i Ølgods diskoteksmiljø. Som kontrast – uden at blive helt nostalgisk – giver Egon Clausen her og der varme glimt af det vestjyske liv, som endnu var virkelighed under hans opvækst: Moderens hænder, påskens og forårets sammenfald, køernes første forårsdag på marken, den grå Ferguson. Men med den og de andre maskiner sejrede gradvist den moderne, mindre opmærksomme levemåde.

En profettekst giver Clausen anledning til at fremdrage det nyligt publicerede Judas-evangelium som udtryk for gnosticismen med dens nedvurdering af det jordiske; verden er skabt af det onde, derfor »føler gnostikeren sig fremmed over for den. For gnostikeren er det altid de andres skyld. Samfundets skyld. Systemets skyld. Kapitalisternes skyld. Mændenes skyld. Kvindernes skyld. De kristnes skyld. Muslimernes skyld. På den måde findes gnostikerne endnu imellem os.«

Mindre heldig er Clausen med at forklare, hvad arianismen i den tidlige kirkehistorie gik ud på, og Luthers holdning til samfundskonflikter forenkles. Forbrydelser og undertrykkelse i kristendommens navn anføres, som rimeligt er. Arabere og muslimer tager Clausen derimod på med de blødeste fløjlshandsker, som om arabiske elendigheder alene er vores skyld. Det omskrives fortællingen om Kong David og Batseba til at handle om – ganske studentikost.

Der er andre letbenede tekster, som dog klart overskygges af dem, hvor Clausen udtrykker eksistentielle erfaringer, ind imellem med varme – f.eks. om påskefrokosten, der bringer mennesker og tankerne om det gode liv sammen – eller når han med udgangspunkt i bibelske konfliktfortællinger skriver rystende om, hvor tragisk det kan gå i forholdet mellem fædre og sønner i Vestjylland og hos slægtninge i Florida. Og stærkt står Clausens længste tekst i bogen, halvanden side om alderdommen – og tidsåndens demens: »Det er tidsånden, der ikke kan huske«. Dens hukommelsessvigt og forvirring fremgår ikke mindst af fjernsynet: »Der lokkes for øjet med de sødeste billeder, nøjagtigt som man lokker for børn. Der sleskes for øret med de mest indladende melodier, som var vi alle imbecile. (…) Selv vejrudsigten skal præsenteres, som var den en reklame for slik«. Tidsånden hader gamle mennesker og vil ikke selv være voksen. Den er gået i barndom, er infantil og konfus. Hukommelsestabet er omfattende: »Sociallovgivningen i trediverne? Vaffornoet? Den almindelige stemmeret? Vasirdu? Kvindernes ligestilling? Va?« Tidsånden er »ung og skræmmende uvidende om de enkleste historiske kendsgerninger. De gamle derimod. De husker. De ved, hvad det har kostet at bygge dette samfund op. De ved, hvilke farer der lurer, hvis vi glemmer historien.«

EsbjergEvangeliet er både tidsånd og modstød mod tids-ånden. Gode, stærke sager indgår i blandingen. Og måske er der alligevel lidt håb for de stakkels mennesker?