Egon Clausen gør regnskabet op
En af de mest savnede kulturstemmer i Danmarks Radio fortsætter sine erindringer i bogform.
Niels Houkjær. Berlingske Tidende
En dag i august måned 1959 kører Egons far sin søn til Ribe Seminarium i den grønne Land Rover, hvormed han til hverdag transporterer ornen ud til de forventningsfulde grisesøer på nabogårdene i Vestjylland.
På ladet er ornen til lejlighed skiftet ud med 19-årige Egons almueblå trækiste, for han skal begynde i præparandklasse (forberedelsesklasse) og være lærer. Egentlig ville han gerne have været journalist, men en baggrund som husmandssøn fra Hemmet, en vedholdende lugt af gris og stald samt en tung åndelig bagage fra Indre Mission åbnede ingen redaktionslokaler.
Trods seminariets antikverede pensum i begyndelsen af 1960erne og besvær med kærligheden, så bliver Egons identitetskamp dog hovedsagen i seminarieårene, hvor han forsøger at lægge sit træge sind og sin landlige opvækst bag sig.
Han skiftede KFUM-spejdernes fromme og moralske Grønspættebog »Spejderliv« ud med Thorkild Bjørnvigs digte og Hartvig Frischs kulturhistorie, Sigurd Hoel og Peter P. Rhode og antog herefter frejdigt navnet Sophus i mere muntert og frigjort lag. Sophus lagde stadig mere afstand til familien i Hemmet, mens Egon skammede sig over sit forræderi. Faldt personspaltningen bekvem i dagligdagen, så meldte selvforagten sig til gengæld og gav blå mærker på sjælen – og for livet, som forfatteren ikke uden betydning antyder.
En studietur til Grækenland og ikke mindst Egons praktikophold og mødet med Grundtvigs højskoletanker i praksis forløser og skrives på indtægtssiden. Når Egon Clausen nu efter salmedigter Brorsons anvisning »gør sit regnebræt op« bl.a. under et gensyn med Ribe, finder han trøst på plussiden, fordi han ikke vendte ryggen til andres og verdens lidelse. Han mødte den fuldt udfoldet blandt eleverne på seminariet i Ribe, og han mødte den senere i medielivet som kulturredaktør ved P1.
Generationen som tabte det meste
Egon Clausens bog betragter han selv ikke blot som et personligt regnskab, der skal gøres op, men også som historien om en generation »der fik det hele, men som tabte det meste«. Det er en sagtmodig, indadvendt fortælling berettet mere af den samvittighedsplagede Egon end af den muntre Sophus og mest om en begrænset vej til social mobilitet for en mindre (omend interessant) del af ungdommen i 1960erne.
Der er rigtig meget vadmel og almuevisdom a la Martin A. Hansen, men også lune og litterært sus over fortælleren, der underfundigt spiller dobbeltspil ikke bare med sin egen hovedperson, men heldigvis også med læseren. Og han gør det langt bedre som fortæller end som moralist.