I EVENTYRETS OG CORONAENS LAND

Af Egon Clausen, 

Blåvands Huk er Danmarks vestligste punkt. Herude står et fyrtårn, hvorfra der er en vid udsigt over land og hav. Mod nord ses Vesterhavet, mod vest strækker Horns rev sig fyrre kilometer til havs, og mod syd ses Vadehavet. Fyrtårnet er hvidt og meget elegant. Det blev bygget i året 1900 og har siden fungeret som vejleder for søfarende på vej til og fra Esbjerg. I dag er al navigation imidlertid overtaget af elektronisk kommunikation fra satelitter i universet, men tårnet blinker endnu. På trods af sin manglende funktion sender det hver nat en fejende lysstråle ud over hav og land. Det viser ikke vej for nogen, men dets blink fortæller en betryggende historie om, at alt er normalt og forbliver som det var, men det passer bare ikke. Coronaen har tømt området for udefrakommende turister. Blåvand i coronaens tid er et skræmmende eksempel på, hvad grænsespærringer kan føre til.

I Blåvand leves livet tilsyneladende i parallelle universer. I et af dem er man omgivet og beskyttet af moderne teknologi. Ser man ud over havet mod vest, ses rækker af vindmøller der står som et stakit i horisonten og maler vind til strøm. I luften flyver helikoptere til og fra boreplatforme med gode danske navne som Tyra, Gorm og Dan. I en fyrrelund står enorme paraboler der holder forbindelsen vedlige med satelitter der kredser ude i universet. På heden nord for Blåvand skyder militæret med kanoner, og jetjagere drøner hen over det hele. I forretningsgaden kan man købe alt, hvad hjertet måtte begære, lige fra fodtøj til bluser, lertøj, is, pølser, dagligvarer og en specialbutik tilbyder endda duftkompositioner med ”multisensoriske oplevelser”, hvorved man efter sigende kan gemme sine erindringer om det at holde ferie i Blåvand.
Der er også tusindvis af supermoderne sommerhuse. Når man træder ind i et af disse huse, er det ikke natur, men teknologi man møder. Med selvregulerende varmeanlæg har man afskaffet årstiderne, så her er det sommer året rundt. På brede bjælkebagte terrasser kan man sidde i læ for den evindelige vestenvind og blive solbrændt og brun som en araber. Indendøre er der sprudlende spa-bade og svømmebassiner med middelhavsblåt vand, og hvis vil man surfe, kan det ske på internettet, hvor der er adgang til alverdens tv-kanaler, sociale medier og emails døgnet rundt, men der mangler noget. Der mangler nogle tyskere til at bo i dem.

Et andet af Blåvands universer kaldes Eventyrets Land. Udtrykket stammer fra en roman af forfatteren Thomas Lange der i 1868 skrev: "hør, hvor det bruser! det er Brændingen paa Horns Rev! Og det høje Punkt der i Læ, det er Eventyrets Land, det er Blaavandshuk!" I dag læses romanen vist af ingen, men ordene om eventyrets land bruges flittigt af dem der lever af at sælge Blåvands fortræffeligheder. Et firma, der udlejer sommerhuse, skriver således at ”naturen omkring Blåvand er noget helt specielt og præget af grønne skove, sandede klitter og et rigt dyreliv, der i skønt samspil skaber en idyllisk feriestemning.” Det lyder jo meget godt, og hvis man ser på de billeder, der illustrerer de rosende tekster, er Blåvand et sted, hvor alle smiler til verden, og hele verden smiler lyksalig tilbage. Dag efter dag ruller havets bølger med brusende begejstring ind mod stranden. Gøgen kukker, duerne kurrer, mågerne skriger, bogfinkerne kvidrer, og lærkerne sender deres muntre triller ud over klit og hede. Alle har det godt. Alt er fryd og gammen. Alle elskende elsker hinanden. Ægtefæller går hånd i hånd, børn jubler ved stranden, og solen spreder gavmildt sit idylliske lys fra morgen til aften. Men der mangler stadigvæk nogen til at nyde alt dette. Blåvand mangler sine tyskere.

Hvad den side af sagen angår, så er Blåvand dansk, men har dog været tysk i årtier. Det begyndte i 1940, da tyskere boltrede sig med vældige betonbyggerier på stranden og i klitterne. Nogle store bunkers ses endnu i klitterne som rygge af nedgravede mammutter. I 1945 drog tyskerne tilbage til deres hjemland, men nogle år senere kom de igen. Denne gang som turister, og nu byggede de ikke bunkers i klitterne men sandslotte på stranden, og det viste sig, at de var venlige familiemennesker, der omhyggeligt rettede sig efter danske forventninger om tysk valuta, og som sådan har de været i stand til at ændre meget mere end deres forgængere formåede at gøre. I årtier har Blåvand om sommeren været den største tyske by i Danmark. Overalt blev der talt tysk, i alle butikker talte ekspedienterne tysk, på gaden lettede man på kasketten og sagde Mojn, på værtshusene bød man på jovialt bayersk øl, ved kirken og på vandrestier i plantagerne stod oplysningstavler med tyske tekster, i kioskerne var der tyske aviser og magasiner. Sådan var det, men sådan er det ikke mere. Nu er det slut. Takket være coronaen er Blåvand atter blevet dansk. Nu ser man kun biler med danske nummerplader. Fra alle flagstænger vajer dannebrog. I butikkerne høres kun dansk tale, i supermarkedets køledisk fortæller glade dannebrogsflag at medisterpølsen og flæskestegen stammer fra svin med dansk indfødsret, på hylderne med aviser er der kun danske blade. Blåvand i coronatiden ligner kort sagt en af Dansk Folkepartis hedeste drømme om at bo i et land, ”hvor alt dansk igen er vort”, men det viser sig, at det ikke er et nationalt paradis. Tværtimod. Det er tæt på at være et mareridt. De lokale handlende vånder sig. Supermarkederne er uden udenlandske kunder. Sommerhusene står tomme. Udlejerne har store økonomiske tab. Hovedstrøget ligger øde hen. Stranden ligner et udkast til Sahara. Butikkerne med tøj og souvenirs lokker forgæves med stærk nedsatte priser, cafeer og restauranter har været lukket i månedsvis, hverdagslivet i den nydanske by er kedeligt, og økonomien er anstrengt. Alle ønsker, at tyskerne snart vil vende tilbage.

Coronaen fortæller os således, at prisen for den nationale enhed er høj, og det bør vi ikke glemme. Ingen nok så dannebrogsviftende nationalist kan benægte, at det koster noget at lukke verden ude. Det har vi i øvrigt også historisk belæg for. I 1848 drømte de nationale københavnere om Danmark som en stat, hvor alle talte dansk. Denne drøm var baseret på en fatal overvurdering af egen betydning og en tilsvarende mangel på mod og vilje til at erkende landets størrelse og placering i det internationale magtspil. Disse nationalister levede kort sagt i en parallel verden, som de selv havde skabt, og deres drøm om Danmark for danskere gik i bitter opfyldelse i 1864, da Danmark blev en enkulturel stat, men prisen for den nationale enhed var høj: En tredjedel af riget gik tabt. Så slemt går det nok ikke denne gang, og coronaen er ikke en selvskabt plage, men vi kan uddrage den lære af den, at mere isolation ikke er vejen frem. Vi kan spærre med grænser og med pæle, men det skader kun os selv. Vi lever ikke i et eventyrland med adskilte universer, men i en globaliseret verden der har bragt os velstand og velfærd, og det skal den forhåbentlig blive ved med at gøre, så når grænserne åbnes igen, skal vi hejse flaget og lade de udefrakommende vide, at de er velkomne både i Blåvand og i den øvrige del af Danmark.