MIN MOR OG RADIOEN

Min mor elskede radioen. Hun var en ganske almindelig landmandskone der boede på en hedegård i den yderste udkant af Vestjylland, og for hende var radioen et fascinerende vindue der åbnede sig ud til verdener, der lå langt udenfor gårdens og sognets grænser.

Vi fik vores første radioapparat i begyndelsen af 1950erne, og det ændrede mange ting i familiens liv. Indtil radioen kom, havde vi tilbragt de lange vinteraftener med at lytte til vores far, der læste højt af romaner med kristne temaer. Jeg husker endnu en skrækkelig fortælling om en ung mand, der faldt ned fra et højt stillads, så han blev invalid for livstid. Slemt var det, men det var Guds straf, fordi den unge mand havde syndet og ikke ville angre.

Med radioens ankomst fik vores far og romanerne fra Lohses forlag pludselig konkurrence fra nogle af landets bedste forfattere og skuespillere, og det brød han sig ikke om. Han var godt nok ivrig efter at høre Pressens Radioavis, men han måtte samtidig erfare, at radioen bragte en alternativ autoritet ind i familiens liv. Før radioens ankomst var det fars ord der afgjorde, hvad der var godt og skidt i tilværelsen, men nu var han ikke længere ene om at forklare, hvordan det stod til i verden, så det kan ikke undre, at han så med skepsis på apparatet og sagde, at ”Kjøwenhavn ka vi godt undvære,” men vores mor delte ikke hans modvilje. Hun elskede radioen. Når hun syede, hvad hun ofte gjorde, stod radioen altid tændt ved siden af symaskinen, og hendes foretrukne programmer var foredrag, samtaler, højtlæsninger og reportager om alt, hvad der rørte sig af liv og tanker verden rundt.

Det lokale stof blev i øvrigt behandlet på bedste vis af dagbladet Vestkysten som dengang dækkede området helt op til Skjern å. Der er meget godt at sige om den avis, hvor Knud Ree som redaktør gav plads til allehånde meninger i læserbreve og kronikker. Der var også artikler om dansk og international politik, men avisens styrke var nu engang det lokale nyhedsstof, og så var den et partiorgan. Den var og blev en venstreavis. Det lagde man heller ikke skjul på, og hvad min mor angik, var hun vist ikke særlig interesseret i den avis. Jeg mindes aldrig at have set hende sidde og studere den i detaljer.  

Radioen derimod, den optog hende. Den var uafhængig af partipolitiske interesser, og den berigede hendes liv. Et lokalt folkebibliotek fandtes ikke, men radioen blev hendes bibliotek og højskole. Den løftede hende op over den åndelige almue der endnu fandtes i sognet og som gjorde, at folk troede på mirakler, spøgelser, varsler og mange var kristne fundamentalister. Sladder var desuden et lokalt fænomen, der fyldte rigtig meget i sognets liv, men ikke for det gode. Det kunne gøre megen fortræd.

Hvis hun havde levet i dag, ville hun ikke fatte det bastante krav om, at massemedierne skal bringe mere stof fra lokalsamfundet. Det kendte hun jo kun alt for godt i forvejen, og sladder var der mere end nok af. Hun ville høre om det, hun ikke vidste noget om. Hun ville vide noget om verden ude bag sognets grænser. At hun stødte på andre meninger end hendes egne, gjorde hende hverken bange eller vred men øgede kun hendes nysgerrighed, og desuden var hun et voksent menneske, der nok selv kunne sortere i det stof der blev præsenteret for hende.

Venstreorienteret var hun slet ikke. Jeg gætter på, at hun stemte på partiet Venstre, for det gjorde stort set alle i hendes omgivelser, og da Kristeligt Folkeparti kom til, fik det sandsynligvis hendes stemme, for hun var et kristent menneske, der kendte sin bibel og sin salmebog. Hver søndag sad hun på kirkebænken, og hun var også en trofast gæst i det lokale missionshus. Ydre Mission havde hendes hjerte, og med stor iver læste hun bøger og blade om missionærernes liv og virke. Ad den vej vidste hun sikkert mere om Indien end mange almindelige danskere gør i dag, men hun gik stille med sin viden. Hun var i det hele taget et stilfærdigt og beskedent menneske, men samtidig udstyret med øjne som de skabtes, lysvågne for alt stort og skønt i verden. Dertil kan lægges, at hun var en stor humanist. Hun havde altid blik for det menneske der gemte sig bag uniformer og firkantede meninger.

Hun var på mange måder et trygt og tillidsfuldt menneske, og disse egenskaber hang uden tvivl sammen med, at hun havde orden i hierarkierne. På det åndelige plan udgjorde Gud i himmelen et urokkeligt centrum i hendes univers. På det jordiske plan var hun dansker, forstået på den måde, at nationen udgjorde en fast ramme om hendes liv. Der var et folketing, en konge og en regering, der var samlet i en hovedstad, og denne orden gav hende en sikker forvisning om, at Danmark var et velordnet og trygt sted at leve.

Sådan er det ikke mere. Den gamle orden er afløst af disruption, som er et modeord der betyder, at alt er i konstant opbrud. Regeringen har endda nedsat et særligt ”disruptionsråd,” der skal gøre os alle parate til at leve i en verden, der er præget af konstante forandringer. For hvad der gjaldt i går er ugyldigt i dag, og hvad der venter os i morgen, ved ingen. På det personlige plan såvel som i samfundet gælder det, at der ikke længere skal være et centrum. Landets hovedstad bliver ligefrem udråbt til en fjende af det sande folk. Eksperter skal ikke tro, de er noget. Enhver er vel ligeså klog som en hvilkensomhelst anden. Institutioner med viden og sagkyndighed samlet på ét sted, brydes ned og spredes ud over hele landet. Støtte til folkeoplysning beskæres med hundreder af millioner kroner. Alt fast fordamper. Alt flyder. Denne opløsning af faste holdepunkter har også konsekvenser på det individuelle plan. Resultatet kender alle. Det består i et stigende antal urolige og nervøse børn der har svært ved at koncentrere sig. Det består i et stigende antal voksne med stress og psykiske problemer og som søger at dulme deres uro med et stigende forbrug af beroligende stoffer. Samtidig bliver de bildt ind, at den tabte tryghed kan genskabes med mere politi på gader og veje.

Hvis min mor havde levet i dag ville hun uden tvivl være forfærdet. Den mediepolitik som Dansk Folkeparti og dets støtter i regeringen fører, ville hun have oplevet som en hån mod hendes nysgerrighed, som en foragt for hendes videbegærlighed og som et uhildet fjendskab mod hendes bestræbelser på at blive et oplyst og dannet menneske. Hun ville betragte det som den åndelige almues genkomst. Som trøst ville hun måske gå hen og tænde for radioen, men kun for at opleve, at også den var blevet ramt af disruption og decentralisering, så i stedet for at høre nyt om verden derude, ville det blot være naboens alt for selvsikre stemme der bralrede hende i møde fra højttaleren.